selvom jeg forstår mindre

med tiden

vokser verdenen

bag blodkredsløb, lungevæv

dugperler og appelsinplantager

er der en dør

til døden, min mor og far

satellitter på nattehimmelen

sejler på lysbølger

mellem radiosignaler

og fiksstjerner

en muskel sitrer

ved mit venstre øje

et tog passerer

rabarberbed og troldhassel

drivende skyer

over haven, hvor jeg

for længe siden

efterlod min krop

i det grønne græs

 

 


 

fremtidens brændende byer

står længe og lytter

til brummende bilmotorer

adrenalin i blodet

søvngængere ude

i hud og uden stoffer

at samle flasker, forsegle

tønder med vand

på dagens tavle

rejser kridhvide bygninger sig

kradser i valmuers fletværk

oven over os alle

metalfarvede drømme

dette er visionen

falder gennem glas

 

 


 

der er vejene

hvis retning jeg

kender udenad

og så det tømte

mælkekarton i grøften

jeg udånder natsværmere

og den nye dag er

min begrænsning

med dens trafiklys

og endeløse kastanjealléer

tallerkener og bestik

en håndryg med rynket hud

i opvaskebaljen

rustfarvet vand

et sted, et skovbryn

læskærmen om

en barndom

hvor kroppen stadig

indånder bregner

 


 

en ørn glider

gennem himmelrummet

panoramablik hele vejen rundt

før jeg satte foden på jorden

en sælunge i et alt for

stort hav

eller før den første cykeltur

familien samlet

om aftenbordet

noget stiger og

skrumper

frostpletter, skingre stemmer

ekko i mine celler

porten åben helt ind

ofrene med blåviolette

mærker fra geværkolberne

jeg kender vejen

herfra

 

 


 

fra oplyste loftværelser

vandingskanalerne til

kvæg og fugle

i middagstimen

hvor planeter løber ud

i forsvindingspunktet

splittes skyer ad

glasur til pynt

for mennesker

uden ansigter

krampen er udtalt

i skuldrene

øjnene sløret af materie

sådan passerer vi

indblik gennem

brune døre

der er områder

hvor børnene sidder

på skolebænke

rækker af

grønne ærter

det er dem

der holder livet

på plads

 

 


 

 

Under den farveløse
dyne, kolde tæer -
sætninger på hæld

som dage jeg ikke
vil vågne
vægge med
liljehvide lapper

lag for lag
synger musvitten
solen op

 


 

På vejen til
banegården holder
jeg kufferten tæt
til kroppen

Det går op for mig
at jeg ikke vil risikere
nogen skal se
hvilket udvalg
af nytteting og andre
liv-vendigheder
jeg slæber
med rundt
ej heller bøger
jeg foretrækker
alderen på min hårbørste
tandbørstens farve
eller de krøllede
skjorter nederst

Blufærdigheden
er vel forståelig
ikke desto mindre
slår det mig:

Hvilken vigtighed
eller oprigtig interesse
kan der overhovedet
knyttes til ting
vi blot omgiver
os med?