selvom jeg forstår mindre

med tiden

vokser verdenen

bag blodkredsløb, lungevæv

dugperler og appelsinplantager

er der en dør

min mor og far

sejler på lysbølger

satellitter på nattehimmelen

mellem radiosignaler

og fiksstjerner

en muskel sitrer

ved mit venstre øje

et tog passerer

rabarberbed og troldhassel

drivende skyer

over haven, hvor jeg

for længe siden

efterlod min krop

i det grønne græs

 

 


 

fremtidens brændende byer

lytter til brummende bilmotorer

adrenalin i blodet

søvngængere ude

i hud og uden stoffer

samler flasker, forsegler

tønder med vand

kridhvide bygninger 

på dagens tavle

kradser i valmuers fletværk

oven over metalfarvede drømme

her er livet og visionen: 

falder gennem glas

 

 


 

der er vejene

hvis retning jeg

kender udenad

og så det tømte

mælkekarton i grøften

 

 

jeg udånder natsværmere

og den nye dag er

min begrænsning

 

trafiklys og endeløse

kastanjealléer

tallerkener og bestik

en håndryg med rynket hud

i opvaskebaljen

rustfarvet vand

 

 

et sted, et skovbryn

læskærmen om

en barndom

hvor kroppen stadig

indånder bregner

 


 

en ørn glider

gennem himmelrummet

panoramablik hele vejen rundt:

 

før jeg satte foden på jorden

en sælunge i et

alt for stort hav

eller før den første cykeltur

 

noget stiger og skrumper

 

frostpletter, de skingre stemmer

ekko i mine celler

porten åben 

familien omkring aftenbordet

granatnedslag og fulde bægre

sagesløse ofre med

blåviolette mærker

og bortsprængte arme og ben

 

herfra kender jeg vejen

 

 


 

fra oplyste loftværelser

vandingskanalerne til

kvæg og fugle

i middagstimen

 

hvor planeter løber ud

i forsvindingspunktet

splittes skyer ad

glasur til pynt

for mennesker

uden ansigter

 

krampen er udtalt

i skuldrene

øjnene sløret af materie

sådan passerer vi

indblik gennem

brune døre

 

der er områder med håb

hvor børnene sidder

på skolebænke

rækker af

grønne ærter

det er dem

der holder livet

på plads

 

 


 

 

Under den farveløse
dyne, kolde tæer -
sætninger på hæld

som dage jeg ikke
vil vågne
vægge med
liljehvide lapper

lag for lag
synger musvitten
solen op

 


 

På vejen til
banegården holder
jeg kufferten tæt
til kroppen

Det går op for mig
at jeg ikke vil risikere
nogen skal se
hvilket udvalg
af nytteting og andre
liv-vendigheder
jeg slæber
med rundt
ej heller bøger
jeg foretrækker
alderen på min hårbørste
tandbørstens farve
eller de krøllede
skjorter nederst

Blufærdigheden
er vel forståelig
ikke desto mindre
slår det mig:

Hvilken vigtighed
eller oprigtig interesse
kan der overhovedet
knyttes til ting
vi blot omgiver
os med?